Tomatchutney Grøn
Her kommer så min helt egen kopi af opskriften på Tomatchutney Grøn.
Ingredienser til 4 personer (hvad det så end skal betyde...)
- 1 kg grønne tomater
- 200 g zitauer løg
- 5 stk hvidløg
- 1 dL rosiner
- 1 dL honning
- 1 dL farin
- 3 dL rørsukker
- 1 stk kanestang
- 1 tsk hel sort peber
- 1 tsk hel koriander
- 1 spsk Hele sennepsfrø
- 1 tsk salt
- 2.5 dL æblecider eddike
- 2 stk Chili Caloro, middelstærke
- 1 stk Chili kinesisk, meget stærk
- 1 stk chili rød, stærk
Skyl og del tomaterne, der må gerne være andre farver imellem. Pil og hak løgene. Skyl, del og tag kernerne ud af chilien og hak dem fint. Alle ingredienserne kommes i en gryde, bringes langsomt i kog og lad det hele simre i ca. 30 min. Husk at røre en gang imellem. Chutneyen kommes på rene, varme og skyllede glas. Lukkes med det samme. Smages evt. til med lidt ekstra salt og honning.
Ønskes smagen kraftigere, kan der tilsættes yderligere chili. Lad chutneyen trække nogle uger inden den serveres.
Syltede Grønne Tomater med Chili og Ingefær
Min egen private kopi fra webopskrifter.dk.
Hvis du har grønne tomater, som ikke vil modne, kan du bruge dem til at lave lækre syltede tomater. Denne version er med peberfrugt, chili, ingefær og stjerneanis, der giver tomaterne en dejligt krydret smag.
Ingredienser til 4 glas:
- 5 røde snackpebre
- 2 chilier (friske)
- 10 cm ingefær
- 1 L eddike
- 1 L vand
- 1,5 kg grønne tomater
- 1 kg sukker
- 5 stjerneanis
- 1 kanelstang
- Atamon
Rens de røde snackpebre, og skær dem ud i mundrette stykker. Rens chilierne, og skær dem ud i skiver. Fjern kernerne, hvis du ikke vil have, at tomaterne bliver for stærke. Skræl ingefæren, og skær den ud i lidt store stykker.
Kom eddike og vand op i en gryde, og bring det i kog. Tilsæt de grønne tomater, snackpebre, chili og ingefær, og lad dem koge i 5 minutter. Tag dem derefter op med en hulske.
Kom sukkeret op i gryden, og lad blandingen koge, til sukkeret er opløst. Kom nu alle ingredienser (på nær atamon) i gryden, og lad det hele simre i 7-10 minutter.
I mellemtiden skal du skylle sylteglassene med atamon, så de er klar.
Si lagen fra, men hæld den endelig ikke ud. Kom indholdet i gryden på glas, og hæld lagen over. Sæt låg på med det samme, og lad glassene køle af.
De syltede grønne tomater er klar til brug efter 1 uge.
Brug kun grønne tomater. Røde tomater har en finere hinde, og de kan derfor nemt gå i stykker og gøre lagen grumset.
Æblegrød
Nemt at lave; opskriften er inspireret af den her fra Madens Verden -- skaleret en smule
Som i min opskrift på æblemarmelade - høstes to 15 liters spandfulde af æbler, de skylles og skæres i både og kommes i gryden; i alt skal bruges:
- 12-13 kg æblebåde
- 1,2 kg økologisk rørsukker
- 4 vaniljestænger
Hæld vandet over æblebådene og bring langsomt indholdet til at kogen. Tilføj sukker og vaniljen fra vaniljestængerne. Kog det hele igennem i en tyve minutters tid. Brug stavblenderen.
Glas skoldes og skylles med atamon, æblegrød hældes i glassene, ikke til kanten men lidt under. Låg på. Brug gryden til vandbad for glassene, 30 minutter ved 95ºC.
Pickles
En god voksen portion pickles, inspireret af en opskrift fra danish things:
- 4-4,5 kg grøntsager, snittet fint, f.eks. gulerødder, blomkål, squash, gulerødder, løg. En gylden regel fastlår at hvis pickles skal bruges til remoulade, så skal der være agurk i.
- 1,2 liter eddike
- 800 gram sukker
- 2 spsk salt
Jævning af:
- 100 gram mel
- 4 deciliter vand
- 4 spsk sennepspulver
- 2 spsk karry
- 2 spsk gurkemeje
- 1 spsk paprika
Eddike, suker og salt koges op, grøntsager kommes i gryden og koger cirka en halv time, jævningen hældes i og det koger videre ved svag varme i yderligere en halv time. Hældes på skoldede, atamonskyllde glas.
Æblemarmelade
Et overraskende godt påfund, og en god måde at få brugt æblerne fra haven. Den her opskrift er inspireret af flere opskrifter, blandt andet den her fra Mambeno - og selvfølgelig den her fra Dansukker. Men her kommer så min version:
Jeg høster æbler i 2 styk 15 liter spande, det er en udemærket mængde til den her opskrift, så er der lidt æbler til over, man kan jo bare spise dem. Æblerne skylles og kernehuse og andet skidt skæres fra, man skal bruge sådan cirka en 12-13 kilo æbler. Listen over ingredienser er således:
- 12-13 kg æblebåde
- 4 kg sukker
- 2 liter vand
- 3 usprøjtede citroner
- en bakke ingefær, 200 g
- 2 vaniljestænger
Derudover skal man bruge:
- Atamon
- en hulens masse sylteglas...
- en gryde
Riv skallen på de 3 citroner, pres saften ud af dem. Skræl ingefær og riv fint, skrab vaniljen ud af vaniljestængerne (husk at gemme vaniljestængerne, de kan bruges til andre projekter). Fyld gryden med æbler, sukker, vand, citronskal, citronsaft og revet ingefær og bring langsomt i kog. Kog i 30 minutter. Rør rundt og brug stavblender indtil konsistensen er som ønsket. Kog i 30 minutter mere.
Sylteglas skoldes og skylles med Atamon. Syltetøj hældes i glassene; ikke til kanten, stop 8 mm før. Sæt låg på -- når al marmeladen er i glas, da gør gryden ren og sæt den på komfuret, sæt alle glas i den og fyld vand over så det dækker glassene. Man skal ikke løfte gryden med så meget vægt i. Hæv langsomt temperaturen til 95 grader. Ikke for hurtigt, så risikerer man at slå glassene i stykker. Lad glassene stå i det varme vand i 30 minutter - det var det.
En anden opskrift på is
Udover min opskrift på gelato kommer her en nem opskrift på en 'custard' lignende, cremet is.
Ingredienser:
- 6 æggeblommer
- 2,5 dL sukker
- 5 dL sødmælk
- 5 dL fløde
I en skål piskes æggeblommer og sukker indtil sukkeret er godt opløst og blandingen bliver markant lysere. Sødmælken varmes i en gryde til den næsten koger. Cirka en fjerdedel af den varme mælk hældes over i skålen med æggeblommer og sukker mens der piskes - blandingen piskes godt igennem og hældes tilbage i gryden. Indholdet i gryden varmes op under omrøring til 75ºC. Blandingen sættes i køleskabet til den er blevet godt kold - mindst to timer - fløden piskes i og blandingen kan hældes i ismaskinen.
Det var så grundopskriften - helt uden smag sat til. Her kommer en række varianter:
- Vanilleis - 2 tsk vanillesukker eller en stang vanille blandes i sukkeret.
- Pink Panter - 1/2 glas Amarena kirsebær blendes med fløden og 50 g hakket mørk chokolade blandes i isen lige før ismaskinen har rørt den færdig.
- Click Mix - 2 dL Click Mix blandes i isen lige før ismaskinen har rørt den færdig, kan evt. kombineres med vanille i sukkeret.
Meyers Rødkålssalat
Der er flere 'Meyers Rødkålssalat'-opskrifter online, men det her er den rigtige. Her gengivet fra www.mamajasu.dk — så kan jeg selv nemt finde den, og jeg har den i fald mamajasu lukker ned:
Rødkål (Meyer style)
Denne opskrift på rødkål kan bruges til julemiddagen eller til den berømte flæskestegssandwich a la Meyer.
- 1/2 rødkål
- 1 tsk andefedt (du kan også bruge andet fedtstof)
- 2 allehånde, knust groft
- 2 laurbærblade
- 1 kanelstang
- 1/2 tsk kommen
- 1 dl æblecidereddike
- 2 dl meyers æblemost
- 2-4 spsk sukker, alt efter hvor sød en tand du har
- Salt
Rens rødkålen for de yderste blade. Snit det i grove strimler. Kom en gryde på jævn varme og steg rødkålen i andefedtet, stille og roligt. Når den værste spændstighed i kålen er aftaget kom da allehånde, laurbærblade, kanel, kommen, eddike og æblejuice på. Kom lidt sukker og salt på og lad det hele stå og simre i ca. 2 timer. Juster smagen med æblecidereddike, sukker og salt til sidst.
Matildenspitze Blåbærmuffins
Den nemmeste og aller-super-bedste opskrift på blåbærmuffins. Desværre er www.matildenspitze.com ikke længere :-/ Så her kommer min kopi af opskriften, hentet fra http://archive.org/:
Blåbærmuffins
Giver 12 stk.
- 2 æg
- 140 g rørsukker eller almindelig sukker
- 120 g blødt smør
- Kornene af 1 vaniljestang (eller 2 tsk vaniljesukker)
- 170 g hvedemel
- 2 tsk bagepulver
- 1/2 tsk salt
- 1 dL mælk
- 120 g blåbær - friske eller frosne. Jeg brugte halv af hver.
- 1 tsk sukker
- 12 muffinsforme
Tænd ovnen på 190°C.
Pisk æg med sukker, blødt smør og vaniljekorn til det er hvidt og luftigt. Det må gerne have klumper - de skal nok blive rørt ud senere. Bland hvedemel med bagepulver og salt og tilsæt ægge-smør massen. Rør det hele grundigt sammen og tilsæt da mælken. Rør til en cremet dej. Vend forsigtigt blåbærrene i dejen så de ikke går for meget i smadder eller farver dejen helt blå. Fyld dejen i muffinsforme (fyldes 2/3 op) og drys med lidt sukker på toppen - så bliver de ekstra sprøde.
Bag muffin'erne midt i ovnen i ca 25-27 minutter. Stik i en af dem med en tandstik eller spids kniv for at tjekke om de er færdige. Hvis den kommer ud uden dej på er de klar til spisning! Afkøl på bagerist - hvis du altså kan vente!!
Lagkagebunde
Tyvstjålet fra Arla Lagkagebunde - er kun skrevet her som sikkerhed for at have opskriften i fremtiden.
Til en springform bruges:
- 4 æg
- 150 g sukker
- 150 g hvedemel
- 1 tsk bagepulver
- smør til formen
Tænd ovnen på 200°C. Pisk æg og sukker til en meget luftig æggesnaps. Bland hvedemel og bagepulver og vend det forsigtigt (drysset gennem en sigte) i æggesnapsen. Hæld dejen i en smurt springform (ca. 22 cm i diameter). Skub forsigtigt dejen ud mod siden med bagsiden af en ske, så der en lille fordybning i midten - på den måde undgår du at kagen hvælver på midten, når den er bagt. Bag kagen nederst i ovnen - dæk kagen med bagepapir hvis den er ved at blive for mørk. Vend kagen ud af formen (så den har toppen nedad) og lad den køle af på en bagerist. Del kagen i 3 lagkagebunde.
Inverteret sukker
Her lige en opskrift på omvendt sukker:
- 1.2 kg sukker
- 576 mL vand
- 1/4 tsk citronsyre
Varmes op til 114°C; that's it. Kan opbevares op til 6 måneder i køleskab.
Hyldeblomstsaft koncentreret
Opskrift kopieret fra Politiken Ibyen Weekend tillæg, fredag den 14. juni 2019; skrevet ind her så jeg ved hvor jeg kan finde den:
- 1L vand
- 2kg sukker
- 40 hyldeblomstskærme
- 3 usprøjtede citroner
- 2 tsk citronsyre
Sådan gør du
Kog vand og sukker op, imens går du skærmene efter for små insekter. Du skal endelig ikke skuylle dem, for så fjerner du meget af den gode smag.
Klip blomsterne helt tæt ved kronen, så du får så meget blomst og så lidt stængel med som muligt.
Læg blomsterne i en stor gryde med låg, skær citronerne i skiver, og læg dem ned i gryden.
Tilsæt citronsyren til den kogende lage, og hæld lagen over hyldeblomsterne. Sæt låg på, og stil gryden undenfor, indtil den er kølet af. Sæt den så i køleskabet og lad din saft trække her i to-tre dage. Når saften har trukket færdig, sigtes den og hældes på flaske.
Bland den i forholdet 1:4 med enten vand eller danskvand.
Mine noter
Det bliver til ca. 2,5L saft; en almindelig indkøbspose indeholder cirka 80 hyldeblomstskærme.
Gelato di Vaniglia
Livet er en lille smule herligere med en ismaskine; der findes så mange herlige opskrifter at vælge imellem, og isene passer til hver deres ting.
Den her gelato opnår sin cremede konsistens med en smule majsmel, hvilket kan lyde lidt ukonventionel. Men det er faktisk ikke så ualmindeligt. Oftest bliver de 'custard' baserede is fremhævet som de bedste, men hvis man skal lave meget is ender man med frygtelig mange æggehvider, og man skal passe på ikke at ende med is, der har en bismag af æg.
Den her opskrift indeholder kun 1 æggeblomme per portion, hvorfor man ender med markant færre æggehvider. Derudover er isen fastere end en custard baseret is; og derfor mere velegnet til eksempelvis pandekager.
Opskriften er tyvstjålet og konverteret til det metriske system fra den her side: Sicilian Vanilla Ice Cream (Gelato di Vaniglia) Recipe | SAVEUR.
- 6 dL sødmælk eller minimælk
- 2 dL piskefløde
- 2 dL sukker
- 1 tsk vanillesukker (el. en lille smule vanillepulver)
- 1 spsk majsmel
- 1 æggeblomme
Hæld 4 dL mælk, 2 dL piskefløde og 1 tsk vanillesukker en gryde og varm den stille og roligt op til mælken simrer langs kanten af gryden, husk at røre lidt rundt i det. Samtidig piskes 1 spsk majsmel og 2 dL sukker i de resterende 2 dL mælk i en skål. Tag gryden af bluset, og pisk grydens indhold langsomt i skålen. Hæld det hele tilbage i gryden, varm det op og lad det simre i 8-10 minutter. Tag gryden af blusset. Pisk æggeblommen til den er tyktflydende, hæld cirka 2 dL fra gryden i under konstant piskning -- hæld det hele tilbage i gryden og rør godt rundt. Sæt det i køleskab, gerne natten over.
Næste dag kan blandingen hældes i ismaskinen efter en kort omrøring -- tilsæt gerne hvad som helst der kan give smag.
Tags: mad, opskrift, italy-ftw
Chokoladekage i form
Eller: endnu en variation over klassens-time kage.... Den her er faktisk en kopi af Lines Legendariske Chokoladekage. Primært kopieret herind for at have opskrifterne samlet.
Ingredienser:
- 250g smør
- 350g sukker
- 4 æg
- 500g hvedemel
- 4½ tsk bagepulver
- 1 dL kakao
- 3 tsk vaniljesukker
- 3 dL mælk
- 100g mørk chokolade
Tænd ovnen på 170°C. Smør og sukker røres sammen, æggene tilsættes et ad gangen. Bland mel, bagepulver, kakao og vaniljesukker og rør det i dejen sammen med mælken og smeltet chokolade. Fordel dejen i tre brødforme eller én stor bradepande, eller måske lasagnefad. Kagen bages i ca. 50 minutter ved 170°C.
Æbletærte, super-nem
Her kommer så min version af æbletærte; opskriften udmærker sig ved at være virkelig nem.
Ingredienser:
- 3 æbler
- 2 æg
- 1 dL sukker
- ½ tsk kanel
- 180g sukker
- 100g smør
- 120g hvedemel
Ovnen tændes på 200°C.
Æblerne skrælles og skæres i både; 1 dL sukker og ½ tsk kanel blandes, halvdelen af denne blanding vendes med æblebådene.
Tærteform på ca. 26cm i diameter smøres.
Pisk æg og sukker sammen. Smørret smeltes og tilsættes sammen med mel. Rør dejen sammen og hæld den i formen. Æblebådene sættes i dejen, og den resterende sukker med kanel drysses over.
Bagetiden er ca. 30 minutter ved 200°C på nederste rille.
Æbleskiver
Hjemmelavede, som de skal være. Serveres med solbærsyltetøj og flormelis. Jeg har tyvstjålet opskriften herfra: www.valdemarsro.dk/aebleskiver/ — mest for at have den i fald valdemarso ikke har den:
Æbleskiver
Ingredienser
- 5 dl hvedemel
- 1/2 tsk salt
- 2 tsk sukker
- 1 1/2 tsk kardemomme, stødt
- 1 tsk natron
- 1/2 tsk bagepulver
- 3 æg
- 4 1/2 dl kærnemælk
- 3 spsk smør, smeltet
- 1/2 vaniljestang, kornene herfra
- 1 øko citron, revet skal
- 1 spsk smør, til stegning
Tilbehør
- flormelis
- solbærsyltetøj
Bland alle de tørre ingredienser i en skål; mel, salt, sukker, vaniljekorn, kardemomme, bagepulver, natron og revet citronskal.
Skil æggene i blommer og hvider. Rør æggeblommerne sammen med kærnemælk og smeltet smør, og rør det i de tørre ingredienser.
Pisk æggehviderne, og rør først 2 spsk æggehvide i dejen og derefter vendes resten af æggehviden forsigtigt i dejen.
Ca 2 dl af dejen kommes i en sprøjtepose med stor tyl, lige som man bruger til glasur, frosting eller lign.
Opvarm æbleskivepanden, og kom lidt smør i hvert hul.
Fyld hullerne trekvart op med dej. Vend æbleskiverne en halv omgang, når de begynder at stivne og hæve i kanterne. Brug evt en strikkepind eller en kødnål.
Når de er vendt den halve omgang, giver et hul i æbleskiven plads til at man lige kan sprøjte lidt mere dej ind i æbleskiven, før den vendes helt rundt.
På denne måde får man de fineste runde og fyldige æbleskiver.
Severes lune med et drys af flormelis og syltetøj
Mega meget lasagne
Lasagne nok til 6 brødforme... just saying... Husk smør til formene, de skal være smurte! Opskriften er temmelig meget en kopi af FXcuisines fantastiske Lasagna from Scratch.
- V2, 2022-03-12, Opdatering... nu med bedre smag.
Lasagneplader
Ingredienser
- 800g durum hvedemel
- 8 æg
- 0,8 dL vand
- 1 tsk salt
Det er klart nemmest at lave pastadejen i en stor køkkenmaskine, eksempelvis en Kenwood. Hæld al melen i røreskålen, derpå æg, olivenolie og salt. Sæt maskinen til at røre langsomt i et par minutter, derpå ganske anseeligt hurtigt for at dejen slåes op mod siderne. Hvis dejen ikke samles ordentlig, kan man hælde lidt koldt vand i. Lidt.
Pladerne kan med fordel laves i forvejen, rulles ud til tykkelsen 7 på din Marcato Atlas lasagnemaskine, bruges i lasagnen direkte fra maskine.
Ragú Bolognese (Kødsovs....)
Ingredienser
- 1 kg okse- eller kalvekød
- 250 g bacon eller pancetta
- 1 kg gulerødder
- 1 kg løg
- 5 dåser flåede tomater
- 1 bundt bladselleri
- kyllingelever
- ½ L kyllingefond
- 3 dL hvidvin
- ½ L fløde
- ½ dL olivenolie
Gulerødder skrælles, skæres i tynde strimler, ca. 2-3mm x 2-3mm, derpå i små tern. Bladselleri skæres ligeledes i små tern. Sættes til side. Bacon skæres i små tern af nogenlunde samme størrelse. Tag gerne to pander og en stor gryde. Panderne bruges til at forberede en lang række af ingredienserne på førend de smides i gryden.
Der forberedes kun små portioner ad gangen på panderne. Smør og olie først, varmes godt op, løg smides på panden, og vandet fordampes væk, lad løgene blive klare, ikke brune. Dernæst gulerødder og bladselleri. Lad det svitse og blive lidt blødt, skub det lidt til side og rist en smule bacon/pancetta. Ikke for meget, det skal ikke koge i egen saft, men få en karamelliseret overflade. Derpå en smule okse/kalvekød og lidt kyllingelever. Det ristes nogenlunde tørt. Panden koges af med lidt hvidvin, der koger lidt ind. Derpå en smule kyllingefond, der koger lidt ind. Derpå fløde, der koger lidt ind. Denne proces laves med små portioner, der smides i gryden.
Når al kød og alle grøntsager således er processeret, da bringes grydens indhold til kogepunktet. 5 dåser flåede tomater tilføjes, og gryden koger i minimum 3 timer. Lad den gerne stå til dagen efter!
Sauce Béchamel
- 3 L sødmælk
- 4d L hvedemel
- 400 g smør
- 1 tsk salt
- 1 tsk revet muskatnød
Tag en stor gryde, smelt smørret ved lav varme, rør melet i -- det bliver en stor klump. Ved lidt højere varme: hæld langsomt mælken i under omrøring. Det bliver en tyk sovs. Tilsæt salt og muskatnød og lad sovsen koge svagt i ca. 20 minutter. Sæt til at køle.
Opbygning af lasagnen
Ingredienser:
- 50 g smør til at smøre formene.
- 400 g parmesan
Tag en form, smør den. Start med et lag lasagneplade, derpå en smulle ragú, béchamel og revet parmesan. Repetér dette til formen er fyldt. Der afsluttes med revet parmesan.
Brødformene kan vikles ind i madfolie, eller lægges i fryseposer og fryses. Eller sættes direkte i ovnen, ca. 45 minutter ved 175°C, med en plade over, så toppen ikke bliver fuldstændig sveden, dernæst en halv time uden plade over.