En anden opskrift på is
January 12, 2021 —
Jakob Dalsgaard
Udover min opskrift på gelato kommer her en nem opskrift på en 'custard' lignende, cremet is.
Ingredienser:
- 6 æggeblommer
- 2,5 dL sukker
- 5 dL sødmælk
- 5 dL fløde
I en skål piskes æggeblommer og sukker indtil sukkeret er godt opløst og blandingen bliver markant lysere. Sødmælken varmes i en gryde til den næsten koger. Cirka en fjerdedel af den varme mælk hældes over i skålen med æggeblommer og sukker mens der piskes - blandingen piskes godt igennem og hældes tilbage i gryden. Indholdet i gryden varmes op under omrøring til 75ºC. Blandingen sættes i køleskabet til den er blevet godt kold - mindst to timer - fløden piskes i og blandingen kan hældes i ismaskinen.
Det var så grundopskriften - helt uden smag sat til. Her kommer en række varianter:
- Vanilleis - 2 tsk vanillesukker eller en stang vanille blandes i sukkeret.
- Pink Panter - 1/2 glas Amarena kirsebær blendes med fløden og 50 g hakket mørk chokolade blandes i isen lige før ismaskinen har rørt den færdig.
- Click Mix - 2 dL Click Mix blandes i isen lige før ismaskinen har rørt den færdig, kan evt. kombineres med vanille i sukkeret.